Så er detailbranchens brandingkampagne skudt i gang

I dag lyder startskuddet til kampagnen ”Altid i Forandring”, der skal danne en fælles fortælling om detailhandelsuddannelsen og de mange muligheder en karrierestart i detailbranchen kan lede til. Fagligheden, fællesskabet og dynamikken i detailbranchen skal vises frem, så den til tider lidt negative fortælling om en uddannelse med begrænsede muligheder ændres.

Målet er at styrke tiltrækningen til branchen og understøtte virksomhedernes jagt på flere dygtige og motiverede elever til deres lærepladser. Det er ambitionen at skabe en ærlig fortælling omkring uddannelsen med fokus på de faglige og personlige kompetencer, specialiserings- og karrieremuligheder, som uddannelsen indeholder.

Kampagnen løber som minimum over en 3-årig periode og retter sig mod en række forskellige målgrupper. Ikke kun unge potentielle elever, men også skoler og virksomheder, som gerne skal være med til at sikre, at kampagnen kommer bredt ud, så det lykkes at styrke detailhandlens attraktivitet og tiltrækning i bred forstand. Brandingkampagnen bliver dermed en fælles platform for branchens virksomheder, organisationer og erhvervsskoler, hvorfra man kan kommunikere kampagnens gode budskaber.

Virksomhedernes muligheder i kampagnen

Kampagnen dækker bredden og forskelligheden i detailbranchen. Flere virksomheder og elever vil derfor indgå i kampagnen, og det vil være muligt for alle virksomheder at anvende kampagnematerialerne alene eller som supplement til virksomhedsrettede rekrutteringskampagner.

Virksomheder, der vil tage del i kampagnen og selv vise, hvordan branchen arbejder med faglighed, fællesskab og forandring, kan oprette en profil og hente materialer på detailhandeluddannelsen.dk. Udover film- og visualer vil der være mulighed for hente guides til aktivering af kampagnen og at oprette stillingsopslag, som vises på den fælles elevportal. Med en profil på sitet, kan virksomheder også tilmelde sig nyhedsbrevet, som løbende orienterer om kampagnen og de nye tiltag og materialer, som tilføjes.

Nærmere information om kampagnen og virksomhedernes muligheder

Den 1. november kl. 11.00-12.00 afholdes et webinar med fokus på, hvordan man som virksomhed konkret kan bruge kampagnen aktivt. Der vil være inspiration til, hvordan virksomheder kan bruge materialet i egen branding, markedsføring og rekruttering – og dermed også være med til at understøtte det fælles arbejde med at løfte branchens image og omdømme blandt de unge. Tilmeldingen er åben her: Ny brandingkampagne | Detailhandelsuddannelsen

Derudover er der altid mulighed for at kontakte kampagnens projektleder:

 

Christina Christensen

Direkte tlf.: 33366644

Mail: chr@uddannelsesnaevnet.dk

 

Eller Dansk Erhverv:

 

Claus Rosenkrands Olsen

Uddannelseschef

Direkte tlf.: 29494696

Mail: cro@danskerhverv.dk