Brug de sociale medier til at få kunder i butikken - (blog ikke vist)

De sociale medier kan være med til at trække kunder ind i de fysiske butikker. Trine-Maria Kristensen fortalte på Dansk Details Branchedag om, hvordan man arbejder med bl.a. Facebook, og hun gav en række konkrete tips til, hvad man kan gøre.

”Facebook har været på en gevaldig rejse – fra at være meget amatøragtigt og personligt til i dag, hvor Facebook har kommercialiseret sig. Det betyder, at man kan betale sig fra meget, og det betyder igen, at også brugerne må acceptere, at Facebook er en kommerciel spiller”.

Det fortalte Trine-Maria Kristensen på Dansk Details Branchedag. Trine-Maria har udgivet to bøger om netop det emne og er ekspert på de sociale medier.
”Når de sociale medier ændrer sig, så kan vi bruge dem på nye måder, og således er annoncering på bl.a. Facebook i dag rigtig vigtigt, hvis man vil være der med sin butik”, er hendes holdning, og hun slår fast, at de sociale medier er sociale, og at man derfor er nødt til at have relationer.
”Åbner man Facebook er det algoritmer, der bestemmer, hvad man ser. Så en kunde kan være fan af en butik, og hun kan købe sit tøj i en butik, men liker hun ikke, men scroller bare ned, så ser Facebook ikke, at hun er interesseret og efter nogen tid stopper de med at vise indhold fra siden”, forklarer Trine-Maria.
Modsat; har man en kundegruppe, der liker, og får man et antal likes de første 10-20 minutter, efter at noget er lagt op, så siger Facebook ”det opslag er populært. Det viser vi gratis til lidt flere mennesker”.
Samtidig er Facebook af den overbevisning, at man helst skal være aktiv på sin virksomheds Facebook side. Det vil sige, at man som tommelfingerregel skal lægge noget op hver dag, mener Trine-Maria Kristensen.
”Lægger man kun noget op på siden, når der er udsalg eller lat night, så er det svært at få gennemslagskraft, for det er ganske enkelt ikke sådan, Facebook virker. Man belønnes for at være aktiv – og det samme gælder i øvrigt på Instagram. I øvrigt; om man får mest ud af at benytte Facebook eller Instagram kommer an på målgruppen, og hvad der er bedst for ens egen butik, må man teste sig frem til.

Kamp om opmærksomheden
Men der er kamp om opmærksomheden, og derfor skal der ydes en indsats. Selvom interaktionerne på Facebook faktisk er faldet fra 30 til 12 mia. fra Q1 i 2017 til Q2 i 2018, ligesom retail og brands har oplevet et fald på 50 pct. i antallet af interaktioner i samme periode. Men der er dog stadig masser at arbejde med for detailbutikkerne.
”Det, der bliver stadig vigtigere, er videoer og billeder. Så tag tøjet på, gå rundt i skoene og tag et billede eller en video, der kan lægges op”, lyder rådet, og i øvrigt: Læg aldrig noget op uden et billede.
Hvad der i øvrigt også viser sig er, at billeder med ansigter på, får flere likes end billeder uden ansigter. Så det fif skal man naturligvis også benytte sig af.
Links, der leder folk ud af Facebook, bryder Facebook sig ikke om. Så for mange af dem, er ikke nogen god idé, hvis man ellers vil markedsføre sig på Facebook.


Annoncering på Facebook: Vil man gerne have rækkevidde på Facebook, skal man være villig til at betale. Men ifølge Trine-Maria Kristensen er det de billigste annoncekroner, du kommer til at bruge. Man kan eksempelvis booste et opslag for 50 kr., så det kommer ud til 400 af de af ens fans, der ikke har brugt siden et stykke tid.
”Man skal se annoncering på Facebook som et værktøj, og redskaberne bliver hele tiden bedre og mere avancerede, så man kan ramme præcist og tilmed måle sine resultater”, lyder det, og Trine-Maria anbefaler, at har man Facebook på sit budget, skal man også sætte penge af til et endags-kursus i, hvordan annonceringsværktøjerne virker. Bl.a. Thomas Bigums kursus anbefaler hun.
Har man en lokal forretning, kan man målrette sin annoncering på Facebook til et lokalt publikum, så man ikke spilder sine penge på mennesker, der ikke er i området. Man kan også målrette i forhold til køn, sprog, interesser med videre, så man rammer så præcist som muligt.
Og om man rammer, kan man se i det annonceringsværktøj, der følger med, og hvorigennem man kan blive klogere på, hvilket indhold, der virker.
Influenter: Influencers er det nye buzzword. Men skal man bruge Christiane Schaumburg-Müller eller YouTube stjernen Rasmus Brohave, koster det naturligvis kassen.
”Der er ingen tvivl om, at influencers virker. Men det nye er mikroinfluenter. Mennesker, der betyder noget i lokalområdet for dem, man kommer i kontakt med. Og det koster ikke kassen. Det kan være frisøren, der lægger billeder op, når hun har lavet en flot frisure på en kunde, eller tøjbutikken, der tager et billede af et flot outfit, som en lokal person netop har købt til et bryllup”, forklarer Trine-Maria.
Netværk og relationer: Nogle mennesker lever og ånder for de sociale medier, hos andre fylder det ikke så meget. Men en god måde at skabe netværk på, er at give sin butik personlighed ved at give en smule af sig selv. Vær mere personlig i kommunikationen, og brug dig selv. ”Jeg har lige købt denne kjole, fordi jeg skal til fest i weekenden, og den er super dejlig fordi……”. Træn også gerne personalet i butikken i jeres SoMe strategi, så de også bliver bedre til at ”være” butikken på de sociale Medier. Det fungerer.

Tips og tricks til SoMe
• Når et opslag ”stikker af”. eksempelvis får 8-10 likes på 10 min. så betalt for at booste det. Lad være med at booste de opslag, der ikke klarer sig godt.
• Spørger en kunde om noget på din forretnings Facebook-side, så svar med det samme.
• Stil kunderne spørgsmål på Facebook, hvor du skal bruge svaret til noget. Jeg skal pynte et vindue, skal jeg satse på et hvidt eller et blåt udtryk? Det giver likes og trafik. Men spørg kun om noget, hvis svaret er vigtigt.
• Engager kunderne.
• Fortæl gerne kundernes historie. En skal til bryllup og købte denne kjole, en anden skulle til jobsamtale og købte dette sæt. Der behøver ikke være billeder af kunden, men fortæl historien og vis tøjet.
• Vær generøs. Giv lidt af dig selv. Brug din viden og fortæl den til dine kunder.
• Tænk mere på andre og mindre på dig selv. I stedet for at tænke, hvad får jeg ud af det? Tænk så, hvis jeg giver noget viden og nogle gode ideer her, så kommer kunderne måske til mig, når de næste gang skal klædes på til fest.
• Vær til stede i netværket. Er der en debat så bland dig. Bl.a. i det lokale netværk.
• SoMe er et pausemedie. Derfor kan du godt fortælle den samme gode historie flere gange på forskellige formater; eksempelvis Facebook og Instagram.


Hanne Budsted fra Zalza i Helsinge lagde forleden denne video op på Facebook, hvor hun selv præsenterer en kjole fra efterårets nye kollektion. Tjek i øvrigt Zalza Helsinge på Facebook for god inspiration. De gør det rigtig godt.