Køb ind til fremtiden
Skal den københavnske modeuge forblive den handelsplatform, den er, kræver det opbakning fra såvel udstillere som indkøbere. Det skal der ikke herske nogen tvivl om.
Igennem de senere sæsoner har en del valgt, at Berlin lige nu er stedet, hvor det sker. Udstillere vælger København fra og Berlin til, og det er synd, for der sker faktisk også rigtig meget i København, og København har den fordel, at selv om mange har brokket sig over antallet af messer, så er vores fire faktisk ikke noget imod de ni messer, der i dag er samlet i Berlin. Og hvis man synes, man som udstiller bliver overset i København, så kan man jo kun gisne om, hvad der kommer til at ske i Berlin, hvor alle de ni messer er skønt fordelt over hele byen, og hvor indkøberne kommer til at bruge endnu mere tid på transport.
Mange taler om, at denne modeuge er ”den glemte modeuge”, netop fordi der til august kommer til at ske en masse på stort set alle messerne. Men det ville være rigtig synd at betegne den som glemt og endnu værre, at agere som om den er glemt, for netop nu er det super vigtigt, at man som indkøber får alt den inspiration, man overhovedet kan få.
Det er vigtigt, at messerne besøges, og at man ikke blot går den sædvanlige, slagne rute, men måske prøver at træde lidt ved siden af. For nok er der krise, og omkostningerne skal holdes i kort snor. Men en krisetid er også den tid, hvor man kan arbejde med nye muligheder, tilpasse sortimenter og måske endda skifte ud i butikkens sortiment, så målgruppen enten skærpes eller forandres alt efter, hvad man ønsker. Det kræver med andre ord, at der tænkes strategi og udvikling før modeugen besøges.
Under alle omstændigheder er tiden nu en tid til refleksion. Men det nytter ikke at pakke sig ned og gå i stå, for så kommer man hurtigt ind i den onde cirkel. I stedet handler det om at se muligheder, om at bruge den inspiration messerne tilbyder, og om i endnu højere grad at holde ører og øjne åbne. For det er nu, der skal købes ind til fremtiden.
Af chefredaktør Pia Finne
